Om mig

Mit navn er Sigrid, Sigrid Lildholdt og nej, jeg er ikke i familie med Lars Lilholt :-)

Jeg har en cand.mag. i engelsk og international virksomhedskommunikation og en uofficiel doktorgrad i selvransagelse, selvkritik, skam, skyldfølelse, følelsen af ikke at slå til og endelig i forkerthed.

Jeg er introvert og særligt sensitiv, og det er først indenfor det seneste år (2012/13), jeg har stiftet bekendtskab med disse begreber og derefter har påbegyndt processen med at lære at acceptere mig selv for den, jeg er.
Det er en lang rejse, og jeg lærer hele tiden noget nyt - både om mig selv, om andre og om den verden, der omgiver mig. Denne blog er tænkt som ikke bare en afklaring og nedfældelse af de tanker, jeg gør mig, men også som en hilsen til de "lidelsesfæller", jeg VED, jeg har derude. Og det er helt bevidst, jeg sætter ordet i gåseøjne, for som tiden går, bliver jeg bedre til at se mine problematikker som styrker, og det er ikke længere en "lidelse" at være mig. Dét er den indre verden, jeg arbejder meget med.

Min fysiske verden indeholder blandt andet tre vidunderlige døtre, som bor sammen med mig hveranden uge. Mine piger er med til at hanke lidt op i mig, når der går for meget tænkeri i den, og de er en konstant kilde til stolthed, irritation, grænseløs kærlighed, frustration, glæde og masser af latter. Og ikke mindst spørgsmål af enhver tænkelig art  - og dét mener jeg!

NB: kort efter at have skrevet denne tekst, mistede jeg på tragisk vis min yngste datter. Hun er ikke længere hos mig i fysisk forstand, men fordi hun aldrig forlader mig helt, har jeg valgt at lade afsnittet om de tre døtre bestå.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar