søndag den 23. februar 2014

Foredrag med Anna Skyggebjerg!

I går var jeg til foredrag med Anna Skyggebjerg på Bov Bibliotek! Anne, min storesøster, fandt tilfældigvis et opslag om det så sent som i onsdags, og jeg slog straks til, for hvornår skulle det ellers kunne lade sig gøre at møde hende, der efterhånden er blevet en slags idol for mig??

Jeg fik endda lov til at låne Annes bil! :-)

Nu har jeg jo læst Anna Skyggebjergs bog, så jeg fik ikke så meget nyt at vide, men til gengæld var det en oplevelse i sig selv at se hende og ikke mindst at høre hende tale. Anna opfører sig som om det er hendes yndlingsbeskæftigelse at stå på en scene, men det var en lettelse for mig at lægge mærke til, at hun også viste tegn på nervøsitet. Hvis hun i den grad kan "eje" performerrollen, så ville jeg også kunne, for i virkeligheden føler jeg, at hun og jeg er to alen af ét stykke - hun er bare det længere fremme i processen, end jeg er.

Jeg ankom lige i sidste øjeblik, og satte mig nærmest pr refleks på bagerste række - indtil jeg så, at der ikke sad én eneste på forreste række. Da tænkte jeg alligevel, at jeg ikke ville gå glip af at være så tæt på som muligt, og så måtte jeg blæse på min nærmest medfødte skræk for at blive pillet ud til at deltage i et eller andet "underholdende" stunt (oh, rædsel!). Men jeg kunne jo have sagt mig selv, at Anna S. ikke ville byde sit publikum sådan noget: hun lagde simpelthen ud med at forsikre os om, at hun ikke kunne drømme om at hive folk frem, fordi hun selv hader det som pesten. Så pyha, jeg kunne ånde lettet op og koncentrere mig om foredraget.

Jeg var faktisk så afslappet ved det hele, at jeg uden at blive det mindste nervøs kunne stille et spørgsmål omkring det at tilgodese både et introvert og et ekstrovert barn!
Det er første gang, jeg i fuld offentlighed har sagt, at jeg har to (og ikke tre...!) børn, og selv om det føltes enormt mærkeligt og egentlig lidt illoyalt, var det okay. Det er jo, som det er.

Mødet med Anna S. var så positivt og givende, det kom helt bag på mig. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det er hende, der har sat skub i mit ønske om at genoptage denne blog.








Et nyt liv

For næsten tre måneder siden blev jeg overhalet indenom af livet. Eller af døden, skulle jeg nok nærmere sige.

Anne-Sofie, min yngste datter på knap 6 år, blev pludselig og helt uventet ramt af en hjerneblødning, og hun døde i mine arme efter operation, intensiv pleje og fire døgn i koma.

Fra allerførste dag, hun var indlagt, tog jeg en beslutning om ikke at gå fra koncepterne, og selv om sorgen er stor og tung, er det lykkedes mig til fulde at overholde det løfte til mig selv.
Overskuddet er ikke vanvittigt stort, men jeg er her, og ikke mindst føler jeg, at jeg har fat i den lange ende. Og jeg har jo to små, store piger at koncentrere mig om at være noget for.

Jeg har besluttet mig for at genoptage denne blog, for det oprindelige udgangspunkt har jo ikke ændret sig: mit liv som introvert i en ekstrovert verden. Livet går videre, og jeg vil ikke en gang sige, at det er ubarmhjertigt, for jeg har stadig den urokkelige grundholdning, at livet er smukt og i allerhøjeste grad værd at leve - måske endda i endnu højere grad nu, hvor jeg på egen krop har følt flygtigheden af det hele.

På trods af den altfortærende sorg, jeg må gå igennem, er Anne-Sofies korte liv en gave, jeg aldrig havde villet være foruden, og på mange måder har jeg lært også at se hendes død som en gave. Eller et offer, om man vil, for at jeg og mange andre kunne få tingene sat i perspektiv. Få lidt fokus, få skærpet sanserne.
Det er garanteret ikke sidste gang, jeg kommer ind på det.