tirsdag den 19. november 2013

Der skete et eller andet efter, at jeg havde skrevet det sidste indlæg.
Det gik op for mig, at jeg overhovedet ikke hører til på det projekt, jeg er i gang med, og at jeg spilder både min og de andres tid. Ergo må og skal der ske noget andet.
Jeg skrev med det samme - ja, jeg skrev en e-mail, jeg ringede ikke - til min såkaldte vejleder på jobcenteret og pindede ud, hvad der var i vejen, i håbet om, at hun vil kunne hjælpe mig med at spore mig ind på dette "andet", og mens jeg skrev, gik det op for mig, at jeg måske ikke har været ærlig nok om hele mit forløb.
Jeg vil så gerne kunne bruges til noget, være nyttig og værdifuld, men virkeligheden er den, at jeg med min historie og baggrund overhovedet ikke ved, hvad jeg reelt set kan bruges til, og jeg er dæleme nødt til at spille med åbne kort nu. Begynde helt "from scratch" og se, hvad det kan blive til.

Min vejleder vendte faktisk tilbage næsten øjeblikkeligt, og hun var overraskende positivt indstillet - bl.a. opfordrede hun mig til at melde fra nævnte projekt (uden økonomiske konsekvenser for mig), så det gjorde jeg øjeblikkeligt. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det har været som en kolossal sten, der faldt fra mit hjerte, for nu har jeg i flere uger følt, at det var helt forkert for mig, så stressniveauet var enormt.
Jeg VED godt, at lykken ikke er gjort, og at jeg skal finde ud af, hvad jeg  skal. At min økonomi mildest talt halter og jeg derfor er nødt til at få mig en bedre indtjening. At jeg ikke kan blive ved med at "lave ingenting". Men ikke desto mindre har jeg det GODT med min beslutning, for den har frigivet kræfter til netop at gøre mig tanker om min fremtid.

Men der er i hvert fald ingen tvivl om, at jeg skal se nærmere på, hvad jeg egentlig er god til (og ikke mindst, hvad der gør mig glad), så her vil jeg lave en liste, som jeg kan opdatere løbende:


  • Jeg er god til at skrive (og jeg vil gerne have min roman udgivet, jeg vil gerne skrive som ghost writer, hvad som helst med at skrive)
  • Jeg er god til at oversætte, specielt mellem engelsk og dansk
  • Jeg er god til at læse korrektur
  • Jeg er god til alle mulige forskellige slags håndarbejde, se min anden blog HER
Et gammelt billede fra første redigeringsfase af min snart famøse roman, 
fra dengang, jeg stadig boede sammen med min eksmand.
Gammelt, men ikke mindre rammende af dén grund...

søndag den 17. november 2013

Alle mine gode intentioner til trods er der gået næsten en uge siden mit seneste indlæg. Hvor blev tiden af??
Rigtig meget af tiden er gået med at dyrke forholdet til min kæreste, et forhold, der kun er et par måneder gammelt og derfor stadig er meget intenst og energikrævende såvel som -givende. Det er vidunderligt, og tiden går lynhurtigt.
Samtidig har jeg også dette projektforløb, som jeg skal koncentrere mig om - altså min såkaldte skolegang, der også er meget intens og energikrævende. Og temmelig drænende, hvis jeg skal være helt ærlig. Det er meget, meget svært at være introvert og samtidig skulle trænes i at "gøre sig lækker" (en undervisers udtryk) overfor potentielle arbejdsgivere.
Ind i mellem går jeg helt i sort over alt det, jeg skal kunne og være uden overhovedet at have lyst til det, og så ser det hele virkelig sort ud.

Faktum er, at jeg er nået ud over min 2-års ledighedsperiode og derfor er på uddannelsesydelse. Jeg har brugt al den tid som ledig til primært at 1) komme over min depression og 2) komme over mit brud med min eksmand, og der har været nul overskud til virkelig at søge arbejde. Jovist, jeg har gjort det, jeg skulle, men ikke en krumme mere - det har bare ikke været i mig. Og når jeg virkelig graver dybt i mig selv, så ved jeg også, at jeg aldrig nogensinde vil kunne trives med et traditionelt job - jeg bliver helt skør i bolden ved tanken om at skulle møde op og være til rådighed fra tidlig morgen til sen eftermiddag. SELV om langt de fleste andre mennesker gør det! Jeg er bare ikke langt de fleste, jeg er mig, og jeg er nødt til at prøve at gøre klart for mig selv, hvad jeg kan leve med at skulle leve af, og allerhelst hvad jeg gerne VIL leve af...

mandag den 11. november 2013

Skiftedag

Jeg har haft en stille dag i dag, til trods for at jeg har været til undervisning.
Mine piger er taget hjem til deres far, og skiftedagen er altid en lidt slem dag, for selv om den pludseligt opståede ro er tiltrængt, er det også sært naturstridigt bare at aflevere sine børn for ikke at se dem i en hel uge. Men på den anden side - da jeg var barn og mine forældre blev skilt, da var det jo normen, at faderen kun var sammen med sine børn hveranden weekend, og sådan fungerede det også i min familie. Jeg skal ikke klynke over kun at have mine børn hveranden uge...

Men altså...hveranden mandag er ligesom et sort hul, hvor alting runger og hvor jeg for én gangs skyld ikke trænger til at være alene. Omstændighederne gjorde, at jeg ikke en gang kunne få min kæreste at se i dag, så her har virkelig været stille. Og jeg har siddet i sofaen og strikket hele aftenen, mens jeg så Say Yes to the Dress og What NOT to Wear, i stille begejstring over, at jeg endelig har fået tv-adgang (kun en måned efter at være flyttet ind i huset...).
Nu er her igen meget stille, og jeg har ikke haft nogen at synge godnatsang for, så måske skulle jeg give mig selv hele repertoiret i aften, det repertoire, der består af Den lille Ole, Nu er jord og himmel stille og Solen er så rød, mor (Emilie); Nu er jord og himmel stille, Vinter er nær (uanset om det er sommer eller vinter) og Elefantens vuggevise (Caroline); og endelig På loftet sidder nissen (året rundt), Dejlig er den himmel blå (sommer og vinter), samt Et barn er født i Bethlem (igen-igen) (Anne-Sofie)...


Nogle ting ændrer sig bare ikke, og dét kan ind i mellem føles rigtig dejligt...

lørdag den 9. november 2013

Børnefødselsdag...!

Caroline blev 8 for en måneds tid siden, og hun er som bekendt mit introverte barn, der ikke kan overskue al for megen virak, men som selvfølgelig gerne vil holde pigefødselsdag. Som hun selv sagde det: "Men vi behøver ikke invitere drengene, vel mor? De er så vilde...!"
Hvortil jeg i mit stille sind tilføjer, at mine tre tøser i hvert fald ikke lader drengene noget efter...
Men nej, drengene kan vente et par år - det er nu blevet til at vi holder julehygge med klip og småkagebagning kun for pigerne, og Caroline er lykkelig.

Faktisk har vi de sidste par dage smugtrænet i at lave musetrapper og flettede stjerner, og det har været superhyggeligt. Når altså Emilie ikke mister fatningen for 117. gang og river noget i stykker i raseri. Eller når Anne-Sofie, der i virkeligheden er liiidt for lille til helt at fatte konceptet omkring stjernefletning men samtidig føler sig liiidt for stor til kun at lave musetrapper, for 117. gang påbegynder en ny stjerne, som jeg så skal overtage omtrent ved den indledende afklipning af spidser...

Med hensyn til pigefødselsdagen, så står jeg gerne ved, at det ikke lige er min allerbedste forestilling om en lørdagsbegivenhed, men lad gå. Min største skræk var faktisk tanken om den næsten obligatoriske forældrekaffe ved afhentning af pigerne - men nu, hvor jeg har læst "Introvert", er jeg overhovedet ikke i tvivl om, at jeg bare skal LADE VÆRE med den kaffe og small talk. De kan hente deres børn og tage af sted igen, kan de! ;-)
For jeg ved med 100% sikkerhed, at jeg vil være helt ødelagt efter arrangementet, og det er sikkert ikke kun sådan en særligt sensitiv og introvert person som mig, der ville have det sådan...

torsdag den 7. november 2013

Om at stå ved sig selv

I går fik jeg ikke skrevet et indlæg, og det skyldtes ganske enkelt, at jeg modtog denne bog med posten og fluks gik i gang med at læse. Og jeg læste. Og læste og læste - på badeværelset, ved komfuret og i sofaen. Og mens jeg puttede mine børn tænkte jeg over det, jeg havde læst - for straks at læse videre, da jeg havde sunget de obligatoriske (næsten) 57 godnatsange.

Derfor blev der for én gangs skyld ikke tid til også at skrive, men jeg tilgiver mig selv for det (selv om jeg egentlig havde besluttet mig for at skrive mindst ét indlæg om dagen), for det føles som research, og det føles helt rigtigt.

Anna Skyggebjerg - som jeg nu ser som min allerbedste ven, uden nogensinde at have mødt hende, og helt uden at bekymre mig over, at hun slet ikke kender til min eksistens - fik sat så mange ting på plads for mig, at jeg følte mig lettet og grædefærdig på samme tid. Faktisk skyldes grædefærdigheden (er det et ord...?) måske endda mest, at jeg følte mig lettet.

Mest uventet fik jeg set mine børn i et anderledes, klarere lys, for jeg ved nu med sikkerhed, at mindst én af mine piger er meget introvert og det forklarer en masse for mig. Helt fra hun kunne kravle, har Caroline trukket sig tilbage fra os andre for at søge ro og opsøgt os igen, når hun trængte til nærvær og berøring. Hun kravlede helt bogstaveligt væk for at passe sig selv og få fred (i en ret højlydt familie) - og det gør hun stadig. Bortset fra at hun ikke kravler. Hun  meddeler, at hun gerne vil være alene, går ind på sit værelse, og der pusler hun rundt med byggeprojekter, bamser og playmobil, indtil hun gerne vil være sammen med os andre igen. Og det er bare én lillebitte ting.
Jeg elsker og beundrer, at hun hviler i sig selv og ved, hvad hun har brug for - og det er min opgave at sørge for, at hun får lov til at blive ved med at være Caroline, der ikke har det mindste behov for at gå til noget i fritiden og som bare går sin vej, når hun ikke kan magte omgivelserne. Og som er både vellidt i skolen og en god kammerat, fordi hun har empati og er god til at tage sig af andre, UDEN at det går ud over hende selv (endnu, og forhåbentlig aldrig, hvis jeg kan være medvirkende til at opretholde hendes tro på sig selv i en ekstrovert verden.)

Jeg har tænkt mig at skrive til Anna Skyggebjerg og sige hende tak for oplevelsen med bogen - for jeg er selvfølgelig allerede færdig med den og har lånt den videre til min mor, som også er introvert. ;-)

tirsdag den 5. november 2013

Mors frekedeler

Så fik jeg mig lige en "fridag" mere, for min ældste datter, Emilie på 10, var syg i dag. Denne gang var fridagen noget mere ufrivillig, og det betød naturligvis, at jeg frygteligt gerne ville have været af sted...! Sådan kan livet jo nogle gange arte sig, og så fik jeg til gengæld lidt kvalitetstid med min førstefødte, der fik lært at spille Scrabble.

Jeg interesserer mig meget for The Law of Attraction, og jeg kan jo ikke lade være med at tænke på, at jeg i går havde forfærdeligt brug for en stilledag - så derfor sørger universet for at jeg får to af slagsen! Man skal søreme være forsigtig med, hvad man beder om...! ;-)

Sidst på eftermiddagen i dag kom min mor og hentede Emilie hjem til sig selv på "gården", så jeg kan være sikker på at komme i skole i morgen, og jeg fik lige lejlighed til at låne hendes bil og STORhandle til det næste stykke tid. Blandt andet fulgte jeg den madplan, som Caroline lavede til os i går, og som får mit hjerte til at svulme:

Hvordan skulle jeg IKKE kunne lave "frekedeler" i denne uge?? :-)

mandag den 4. november 2013

Jeg tager ikke mine ord i mig igen, men...

Jeg synes faktisk, det hele får en mere trist tone, end det egentlig var hensigten!
Så derfor tilføjer jeg nu et indlæg, hvor jeg deler en af de ting, der har gjort en positiv forskel for mig i dag...

Jeg har fået mine tre pragtfulde døtre hjem i dag, efter en uge hos deres far, og de er nu "mine" i en hel uge. Vi er netop flyttet i hus, og specielt de to yngste, Caroline på 8 og Anne-Sofie på 5 1/2, nyder haven i stor stil - det er en have med niveauer, og på det nederste niveau løber der en bæk, som lige pt. er en brusende elv på grund af det voldsomme vejr, vi har haft.
Pigerne hvinede af fryd i ét væk, men på et tidspunkt syntes jeg egentlig, de havde hvinet lige lovlig højt og længe, så jeg gik ud for at se, hvad der foregik. Og ganske rigtigt, de var gået over bækken og kunne ikke finde ud af at komme tørskoet tilbage igen.
Anne-Sofie (begejstret, frydefuldt): "Mor! Vi er lige ved at drukne!!"
Caroline (grådkvalt og ydmyg): "Så Anne-Sofie, nu skal du ikke være bange mere - mor redder os!"
JA! Mor redder jer ALTID! Men ikke altid uden at trække på smilebåndet... ;-)


Ondt i pjækketarmen?

I dag har mine tanker kredset om primært to ting.

1) Jeg vågnede og vidste, at jeg var nødt til at ringe til min læge i hans morgentelefontid, fordi jeg havde et problem, jeg skulle have afklaret. Pis og lort. Jævnfør gårsdagens snak om netop IKKE at ville snakke i telefon, hvis jeg kan undgå det - men okay, det kunne jeg så ikke lige undgå i dag.
Problem diskuteret og konsultationstid aftalt senere på dagen; nerverne sad kun en smule udenpå nattøjet.

2) Jeg vågnede også og vidste, at jeg bare ikke havde det i mig at sidde seks timer på skolebænken med 20 topmotiverede, engagerede, ligeledes arbejdsløse medstuderende i dag. Og utroligt nok fyldte det mere end telefonskrækken - min dårlige samvittighed over at melde fra det intense gruppearbejde, som denne skoleperiode faktisk består af.

På dårlige dage, lidt ligesom den her, føler jeg mig simpelthen som en eremit. Eller værre endnu - en, der lider af socialangst!
Ordet socialangst er virkelig skræmmende i sig selv, både fordi jeg ikke føler, det rammer hovedet på sømmet for mig (for jeg vil faktisk gerne være sammen med andre mennesker. Nogle gange, i hvert fald. Og helst på mine præmisser... Hrmm, jeg er i hvert fald ikke bange for andre mennesker!), men også fordi jeg faktisk i en periode på to år tog en høj dosis antidepressiver specielt rettet mod folk med ... socialangst!
Jeg indrømmer, at på det tidspunkt var medicinen nødvendig. Jeg husker, hvordan jeg på depressionens højeste (laveste?) næsten ikke kunne tage en tur i Fakta, og når jeg gjorde det alligevel, var det udelukkende på grund af en tyngende pligtfølelse og et krav fra mig selv om at "være ligesom alle andre". Jeg greb en vogn, sneg mig langs hylderne mens jeg gemte mig bag min huskeseddel og tænkte "barederikkekommernogenjegkender-barederikkekommernogenjegkender" i ét væk. Forsøgte desperat at undgå at se nogen i øjnene efter devisen at hvis jeg ikke så dem, så så de heller ikke mig. Lidt som en
struds - øjnene var gemt bort, men kroppen stod som et blinkende vartegn, der bare kaldte på uønsket opmærksomhed.

Men det var dengang! Jeg har været ude af medicin i næsten et år, og jeg er ikke bange for at se folk i øjnene - hverken i Fakta eller andre steder. Men jeg erkender, at det ikke er min favoritbeskæftigelse at bevæge mig steder hen, hvor der kommer mange andre mennesker, specielt steder hvor jeg ikke kan vide, om jeg kender dem, der kommer der.

Hvilket leder mig tilbage til den pjækketarm.
Jeg er nemlig en meget pligtopfyldende kvinde pige ung yngre dame, som ikke vælger at blive hjemme bare fordi jeg ikke lige gider den dag - jeg gider faktisk godt, men nogle dage føles det som om hele mit system truer med at bryde ned bare ved tanken om at være social. Og de dage vælger jeg så vidt muligt at blive hjemme. Hvilket jeg, som antydet, stadig arbejder med at acceptere - og det falder hele tiden tilbage på, at jeg er arbejdsløs og ikke kan tillade mig at have alene-dage men guddødemig skal være proaktiv og opsøgende og målrettet dag og nat. Også gerne i drømme.

søndag den 3. november 2013

Jeg forbeholder mig retten til ikke at tage min telefon!



...så kom det ud!
Jeg offentliggør hermed, at jeg for fremtiden kun tager min telefon hvis jeg synes, jeg kan overskue det. Hvis jeg ikke kender dit nummer; hvis du ringer som anonym; eller hvis jeg ganske enkelt ikke kan rumme at snakke i telefon, så læg en besked, så jeg har mulighed for at ringe tilbage, når JEG vil snakke.

Det har taget mig broderparten af 25 år at nå frem til denne beslutning, og eftersom jeg er 36 år gammel ung, er der altså rigtig meget af mit liv, der er gået med rent ud sagt at frygte telefoner. Stor var min lykke, da sms'er blev hverdagskost! E-mails! BLOGS! Jeg vil hellere skrive 10, nej 100 e-mails frem og tilbage end at tale 10 minutter i telefon.

Det er en lang proces hver eneste gang, telefonen ringer.
Fra den første lyd, hvor hjertet farer op i halsen på mig (uanset ringetone og -styrke) og gåsehuden rejser sig på skuldre, ryg og ben...
Så tjekker jeg - stadig i let choktilstand - hvem det er, der vil i kontakt med mig.
Herefter kommer en til tider længere overvejelsesproces, hvor kun et fåtal kommer igennem nåleøjet og det ikke en gang altid (herunder hører min mor og opkald, jeg af en eller anden grund har ventet på).
Endelig - hvis og når jeg vælger at lade være med at tage telefonen - nogle skyldbevidste minutter, hvor jeg slår mig selv i hovedet  for ikke bare at kunne tale i telefon som normale mennesker og for af den grund ikke at være normal.

Er der noget, der vækker genklang her...??

Min skal er min borg

Skal, skal jeg ikke komme ud af min skal??
Min "skal" er det sted, hvor jeg føler mig tryg, og hvor jeg samler kræfter til at møde verden udenfor skallen - den verden, jeg jo både vil og "skal" være en del af.

Nu er det med skallen vist slået fast! Så hvad er det, jeg gerne vil med denne blog, og hvorfra fik jeg jeg tilskyndelsen til overhovedet at etablere den?

For nu at starte bagfra - hvilket bestemt også har sine fordele - så fik jeg forleden en mail fra min a-kasse. En ganske almindelig nyhedsmail, en af dem, jeg plejer at slette uden at læse dem. Men denne gang var der en artikel om introverte og deres kamp for at finde et passende ståsted på arbejdsmarkedet = mig! Jeg er introvert, jeg er særligt sensitiv, jeg er (stort set) arbejdsløs på nu tredje år, og jeg føler mig helt igennem forkert "derude".

Artiklen ledte mig over en quiz - for at se, om jeg er introvert, ha ha, jeg vidste det jo, jeg svarede bekræftende på samtlige spørgsmål ;-) - videre til Susan Cain og endelig til Anna Skyggebjerg. Sidstnævnte har gjort en stor forskel for mig ved netop at introducere begrebet "introvert" og gjort det fordøjeligt, forståeligt og endda fuldt ud accaptabelt for mig. TÆNK, at det pludselig er blevet helt okay og mere til at være mig!

Det ellers ubetydelige nyhedsbrev satte en lavine af handlinger og begivenheder i gang for mig og jeg tror på, at det er sket på det helt rigtige tidspunkt i mit liv. Jeg har bestilt Anna Skyggebjergs bog "Introvert - stå ved dig selv" og glæder mig voldsomt til at modtage og ikke mindst læse den; jeg har lånt og er i gang med Susan Cains bog "Ro - styrken ved at være introvert i en højtråbende verden"; jeg har pløjet mig igennem måneders indlæg på Anna Skyggebjergs blog; og jeg har gjort mig en fantasillion tanker om mig selv og den verden, jeg skaber samt den verden, der omgiver mig. Og ikke mindst om, hvordan jeg kan skaber sammenhæng mellem de tre dele.

Billedet her er fra en temmelig sammensat aften, jeg forleden tilbragte i selskab med min eksmand og vores tre fælles døtre - med en Halloween menu kreeret af den ældste på 10 år. På trods af en umiddelbar "ækelhed" repræsenterer det den kærlighed, begejstring og skaberkraft, som jeg på gode dage kan se, jeg har viderebragt til mine børn. Den slags bevidsthed, jeg er nødt til at fastholde på knap så gode dage.

Alt sammen noget, jeg vil komme nærmere ind på i fremtidige indlæg. Og her kommer jeg omsider til det, der er kernen ved denne blog: jeg vil kortlægge mit liv og mine tanker for mig selv og for alle dem, der kunne være interesseret i at se ind bag skallen. MIN skal, forståes, for vi er jo alle forskellige.

Efter at have erkendt, at jeg ikke er spor "forkert", er det i sagens natur også gået op for mig, at der må være rigtig mange andre derude, der har lidt - eller stadig lider! - af samme vrangforestilling om forkerthed. Denne blog er til alle jer, den er til mig og til dig og til dem, der bare er nysgerrige.